Jeg vid­ste, at mit arbe­jd­sliv langt fra var opti­malt, men jeg troede, at jeg var én af dem, der kunne klare det.

Det var jeg ikke. 

Der var ellers mass­er af tegn, der burde have fået mig til at stoppe op: Mavepine. Søvnbesvær. Spændinger i krop­pen. Kvalme og svim­mel­hed. Prob­lemet var bare, at jeg kunne bort­fork­lare det hele. Jeg havde måske nok forhø­jet puls og mange andre gen­er, men jeg lev­ede jo heller ikke helt sundt. Og mit reduc­erede søvn­be­hov var egentlig ret prak­tisk, da jeg kunne være sam­men med min mand og børn om dagen og arbe­jde om nat­ten. 

Men jeg fik det grad­vist dårligere, både fysisk og psykisk, og sam­men­brud­det kom en dag, hvor jeg skulle holde et fore­drag. Plud­selig kunne jeg ikke huske, hvad jeg skulle sige, eller hvor­for jeg over­hovedet var der. 

Den dag i dag aner jeg stadigvæk ikke, hvor­dan jeg fandt hjem. 

Jeg endte med et stress-kol­laps, men med den rette hjælp og de rigtige red­sk­aber er jeg i dag helt tilbage. 

Stress og trivsel handler om viden

Før jeg gik ned, troede jeg, at jeg var en af dem, der kunne klare det. Sand­he­den er dog en anden: Vi kan alle gå ned med stress, hvis belast­ningerne bliv­er for store. 

I dag er jeg uddan­net stress­råd­giv­er har siden 2013 udelukkende arbe­jdet med stress og trivsel i forskel­lige virk­somhed­er, kom­muner, insti­tu­tion­er, foreninger og med pri­vate klien­ter. Jeg har talt med stressede ansat­te på alle niveauer, deres kol­le­gaer, chefer og pårørende. 

Igen­nem mit arbe­jde og min uddan­nelse har jeg fået et bredt ind­b­lik i stressens omfangsrige påvirkn­ing — og udviklet nogle red­sk­aber til både at håndtere og min­imere stress på arbe­jd­splad­sen og hos den enkelte. 

Jeg er ikke i tvivl: Stress er et fælles ans­var, og det smit­ter. Det han­dler der­for om at skabe nogle ram­mer, der øger både arbe­jds­glæ­den, livs­glæ­den og trivslen for den enkelte.

Vi har ikke råd til andet, hverken på det men­neske­lige eller økonomiske plan. 

De bed­ste hilsner
Pia